Synspunkt

Spar på den varme luft!

Når Socialdemokraten, Niels Ole Bennedsen, den 28. oktober i JydskeVestkysten kalder borgmesterens og flertalsgruppens arbejde for ansvarsforflygtigelse er det vås af værste skuffe.

Niels Ole Bennedsen postulerer, at Socialdemokraterne i det daglige arbejde har respekteret budgettet for 2011 loyalt, trods en vis utilfredshed, men det er vist ikke helt sandt. For det kan godt være at de måske respekterede det i årets første 2 måneder, men allerede i marts forsøgte de at åbne budgettet op til forhandling igen. Det samme gentog sig i april måned og siden har Socialdemokraterne modarbejdet alle beslutninger og ført decideret valgkamp i byrådet.

Situationen eskalerede yderligere, da man i forbindelse med budgettet for 2012, fra Socialdemokratisk side, havde mere travlt med at forhandle en omkonstituering i hus, end at forhandle budget med flertalsgruppen. Det lykkedes som bekendt ikke for Socialdemokraterne med deres kupplaner, hvilket nu har resulteret i en decideret valgannonce, indrykket i Sønderborg Ugeavis onsdag d. 26. oktober.

Dette skal samtidig ses i lyset af, at man fra Socialdemokraternes side planlægger at kuppe seniorudvalget, når de holder møde på torsdag, samt at det ene af de 66 budgetforslag som Jan Prokopek er så stolt af, var et forslag om at nedlægge Frank Bodholdt Jakobsens (SF) udvalg fra 2012. Det var jo som bekendt Socialistisk Folkeparti, der spændte ben for Socialdemokratiets drømme om en omkonstituering.

Så når Socialdemokraterne Niels Ole Bennedsen, Helge Larsen og Jan Prokopek alle skriver her i JydskeVestkysten at Socialdemokratiet “kan og vil samarbejde”, er det ikke andet end varm luft!

Synspunkt

Jeg prøver igen...

Hvem skal have et “Skulderklap”? Ja det stod der sørme ved siden af Jan Prokopeks svar på tiltale d. 21/10, og Jan var tilmed så venlig at svare på spørgsmålet selv. For læser man Jans indlæg så er det ikke andet end et stort klap på egen skulder!

Jan Prokopek, jeg vil opfordre dig til at læse mit indlæg (18/10) igen, så vil du opdage at jeg ikke stiller dig nogle spørgsmål, men tværtimod beder dig om at blive voksen og tage ansvar. Tillad mig at uddybe:

Som fast tilhører ved byrådsmøderne har jeg ikke kunne undgå at lægge mærke til hvordan bl.a. du normalt agere under møderne. Jeg har noteret mig at du normalt fører en tilbagelænet, afslappet stil, hvorimod du på sidste møde var meget tændt og på hele tiden. Da du blev bedt om at overholde de parlamentariske spilleregler, blev du sur og mopset! Hvad deslige undre mig er at du kunne klare dig de første 2 timer uden røg, men da størstedelen af tilhørerene var gået hjem, og den korte pause var forbi, gik der ikke længe inden du fandt piben frem og gik ud igen.

Jeg kan således drage den konklusion at mødet blev dig ligegyldigt da presse og tilhørere var gået, hvilket får mig til at stille spørgsmålet: Hvorfor? Hvordan kan det være at du var så tændt i starten af mødet, og er der nogen sammenhæng mellem tidspunktet hvorpå presse og tilhørere gik, og du begyndte at rende ind og ud af døren?

Synspunkt

Sandheden, Larsen

Når nu det socialdemokratiske byrådsmedlem, Helge Larsen, er så ivrig efter at fortælle sandheden omkring budgetforhandlingerne (JV d. 20. oktober), skal vi så ikke finde den fulde sandhed frem? Helge Larsen beretter om en flertalsgruppe, der først træffer sine beslutninger i sidste øjeblik og ikke ønsker at forhandle med oppositionen.

Men er sandheden ikke snarere, at Socialdemokratiet siden i sommers har “forhandlet” her i avisen med Jørgen Jørgensen (SF) om dele af budgettet? Jeg erindrer, at der har været et heftigt skriveri frem og tilbage mellem Jørgen Jørgensen og Jan Prokopek.

Er sandheden desuden ikke, at den socialdemokratiske gruppeformand, Erik Lauritzen, under førstebehandlingen af budgettet i byrådssalen, rejste sig op og sagde: “2+2+12=16, hvad vil I gøre ved det?”, til spørgsmålet omkring en skattestigning i 2012 og frem?

Jeg ved ikke hvad man skal kalde dette, hvis ikke et direkte forsøg på at spænde ben for borgmesterens arbejde og ikke mindst Sønderborg Kommunes økonomi i årene frem.

Synspunkt

Bliv dog voksen og ta' ansvar!

Kæreste Jan Prokopek,

Da jeg som en af de rigtigt mange tilskuere sad med til onsdagens byrådsmøde, sad jeg med en tanke flere gange hvor du tog ordet: opfør dig dog som en voksen! Jeg mener ikke at en sådan opførsel, som den du lagde for dagen med på sidste møde klæder en mand af din klasse. Jeg behøver vel næppe at minde dig om at du er tidligere borgmester her i kommunen?

Den attitude du og socialdemokratiet lagde for dagen med er destruktiv for det parlamentariske arbejde. Jeg ved selvfølgelig godt at din opgave i onsdags ikke var at samarbejde med det øvrige byråd for i fællesskab (ja et godt socialdemokratisk ord!) at finde en løsning på kommunens økonomi og for fremtidens skolestruktur, men derimod at direkte modarbejde en flertalsgruppe, der sågar tæller SF, for på den måde at tilfredsstille de mange fremmødte demonstranter. Der findes et ord for den slags, Jan, populisme! Og ja, jeg må jo desværre samtidig konkludere ud fra demonstranternes buh'en og huh'en at det virkede ganske glimrende; blot en skam at de gik inden punkt 1 var overstået...

Antaget at det virkelig står så grelt til med kommunekassen som du og dine 11 kollegaer mener, så er det da netop fællesskab og enighed, der skal til at for løse problemerne, og ikke en direkte modarbejdelse som den I socialdemokrater lagde for døren med i onsdag! Din formand, Statsminister Helle Thorning Schmidt har selv sagt det mange gange før: Der skal løftes i samlet flok!

Synspunkt

Rød uansvarlighed

Når Socialdemokraterne, SF og de to løsgængere sidder og skriger på skattestigninger i byrådssalen er det udtryk for en total uansvarlig omgang med skatteborgernes penge.

Helle Thorning Schmidt har ved adskillige lejligheder sagt at der ikke kommer skattestigninger med en rød regering og dermed må der jo så også tolkes at kommunerne ej heller får lov til at hæve skatten under hendes regering.

Samtidig kunne man så sent som 30/8 2011 læse i Berlingske at “kommunerne kommer ikke ud af nulvækstens greb, før de har gennemført en række effektiviseringer og afbureaukratiseringer”. Og dette vil først ske “efter økonomien er blevet kickstartet i 2012”. Dette kom frem i forbindelse med Helle Thorning og Villy Søvndal på et pressemøde introducerede det såkaldte forsigtighedsprincip.

Dette vil altså sige, at lige gyldigt hvor meget Socialdemokraterne, SF og de to løsgængere måtte tro på forandringer på den front, blot fordi regeringsmagten nu ser ud til at være skiftet for en kortvarig periode, så må og kan skatten stadig ikke sættes op pr. 1 januar 2012 UDEN at Sønderborg Kommune skal betale 75% tilbage til statskassen.

Så med mindre at dette trekløver mener at Sønderborgs borgere ene og alene skal dække hullerne i S/SF's såkaldte Fair Løsning, så ser vi i Dansk Folkeparti ikke noget fair i at hæve skatten i Sønderborg, da vi ganske enkelt næsten intet får ud af det.

Synspunkt

Klap hesten klugscheissere!

Folk har nærmest stået i kø den seneste tid for at fortælle hvor forfærdeligt det er, at vi nu får kontrol på grænsen igen. Lad os slå een ting fast: Dansk Folkeparti i Sønderborg støtter fuldt ud samarbejde på tværs af grænsen hvad angår arbejdspladser, uddannelse og kultur. Men når det er sagt, så er vi også overbeviste om at en permanent tilstedeværelse af toldere og politi ved grænsen vil kunne dæmme op for trafik af kriminelle som hverken Danmark eller Tyskland kan være interesseret i.

Til trods for hvad diverse EU-elskende sønderjydske borgmestre og Danfoss har været ude og advare om bliver den ny grænsekontrol ikke en gene for hverken pendlerne, eksporttrafikken eller det grænseoverskridende samarbejde. Tværtimod! Der bliver tale om et system som det man kender fra Sverige, hvor bilisterne ikke skal vise pas ved øresundsbroen, men hvor tolderne tager vilkårlige og mistænkelige biler ud til kontrol. Alt hvad ændres, er at farten sættes ned på selve grænsen, men dette i sig selv skaber jo ikke timelange køer.

Så sent som i sidste uge afholdte skat og politiet razzia ved grænsen og i løbet af blot tre dage var det ikke just småting de havde fået i nettet. Der var bl.a. tale om ulovlige våben og skatteskyldnere. Der blev stoppet østeuropæiske varevogne proppet med tyvekoster på vej ud af landet.

Det er derfor vigtigt at Danmark får sin grænsekontrol tilbage med permanent virkning og det sker nu, efter 10 år foruden, kun takket være Dansk Folkeparti.

Synspunkt

En hån imod de faldne

Tyske soldater har intet at gøre ved markeringen af slaget ved Dybbøl Mølle, bevæbnede eller ej! Jeg ser det som en hån imod de faldne og deres familier at tyske styrker fik lov til atter engang at marchere gennem Sønderborgs gader den 18. April. Den militære march på denne dag, sker for at mindes - og i min optik ære - de danske mænd, der faldt i kamp for fædrelandet, da de tyske styrker angreb i 1864, og her har tyske soldater intet at gøre.

Jovist, vi er i dag gode venner med Tyskland, der trods alt er en af Danmarks vigtigste handelspartnere. Men marchen handler hverken om samhandel, åbne grænser i EU eller samarbejdet i NATO. Marchen den 18. April handler om en historisk begivenhed, der fandt sted for 147 år siden, hvor Tyskland var fjenden, og med en overlegen hær nedkæmpede de danske soldater. Der blev kæmpet i alt fra skyttegrave til private huse, og det danske land blev forsvaret med livet som indsats. En indsats, som berørte adskillige familier, der således mistede ægtemænd, fædre og sønner i kampen for Danmark.

Adskillige personer argumenterer for, at vi i dag er venner, og at det derfor kun er naturligt, at de tyske soldater også deltager i markeringen. Men hvad så med 9. April? Bliver det så også “En naturlig del af vort venskab” at bevæbnede tyske styrker kommer til Danmark på denne dag, for i fællesskab at mindes de faldne? Jeg ønsker ingen tyske soldater den 9. April!

Synspunkt

Undren over spareforslag

Jeg må stille mig stærkt uforstående over for socialdemokraten Jesper Kocks og løsgængerne Anita Kjøng-Rasmussen og Karen Dams manglende opbakning på byrådsmødet til Sønderborgs brandingkampagne. Det skal især ses i kontrast til, at Helge Larsen på vegne af hele den socialdemokratiske gruppe senere på mødet foreslog, at man skulle spare 400.000 på kommunens øvrige budgetter for at skaffe finansieringen til opsætning af badebroer og ved samme lejlighed kaldte dette beløb for småpenge.

Det undrer mig, at man det ene øjeblik vil spare penge på en kampagne, der har til formål at gavne hele kommunen og få minutter efter kan foreslå, at man støvsuger budgetterne for det dobbelte beløb på noget, som man mener vil tiltrække turister. Hvem vælger feriedestination ud fra antallet af badebroer?

Som tilflytter fra Odense, må jeg sige, at det netop er vigtigt, at Sønderborg gør noget ekstra for at profilere sig udadtil, så man dels kan tiltrække flere studerende til Universitetet og dels kan tiltrække flere højtuddannede til det lokale erhvervsliv. Jeg møder tit spørgsmålet “Af alle steder, hvorfor lige Sønderborg?!” når jeg fortæller folk, at jeg har valgt at læse min kandidat i Sønderborg. Og jeg havde da også selv betænkeligheder ved at skulle flytte hertil, men har siden lært at Sønderborg er et fantastisk sted. Det budskab skal kommunikeres videre og der er allerede nu blevet skabt en god platform for dette i form af den nye web-portal.

Nu bør kampagnen udvikles i stedet for at skrottes!

Pressemeddelelse

Ny formand for Dansk Folkeparti i Sønderborg

Tirsdag den 15. marts afholdte DF Sønderborg generalforsamling i Ulkebøl Forsamlingshus, og det blev her til et skifte på formandsposten. Byrådsmedlem Lars Dyhr havde valgt at trække sig og i stedet blev den 24-årige Stefan Lydal valgt som ny formand. Stefan Lydal læser til dagligt en kandidat i IT Produkt Design på Syddansk Universitet.

- Hvis der er noget Sønderborg kan være stolt af, så er det sit pragtfulde universitet, og jeg må stille mig helt uforstående overfor den kritik, der på det seneste har lydt fra det lokale erhvervsliv. SDU udbyder nogle virkelig spændende ingeniøruddannelser og kan tilbyde nogle helt unikke faciliteter når det gælder nanoteknologi. Det er i virkeligheden måske lige så meget et spørgsmål om at erhvervslivet ikke viser interesse for de lokale kompetencer, end den anden vej rundt.

Stefan Lydal ser det som et af sine store mål som formand at gøre den i forvejen aktive lokalafdeling af Dansk Folkeparti i Sønderborg endnu mere aktiv.

- Inden for overskuelig fremtid vil vi få et folketingsvalg, og her skal lokalforeningen selvfølgelig være aktiv så vi kan sikre, at vores folketingsmand Jørn Dohrmann, som gør det virkelig godt på Christiansborg, bliver genvalgt. Vi vil gøre, hvad vi kan for at hjælpe ham hermed, så borgerne kan roligt regne med et synligt Dansk Folkeparti i de kommende måneder, siger Stefan Lydal.